Besparelser rammer døende
Hospicer skal spare 1,3 millioner kroner
Besparelser på 1,3 millioner kroner rammer nu de fire hospicer i Region Midtjylland.
Folketinget har besluttet, at regionen skal have ni nye hospicepladser i Brædstrup og en del af den regning ryger altså videre.
- Man har truffet en beslutning om at opføre et lille hospice med få pladser i Brædstrup. Det kan der være gode grunde til, men det kommer altså til at koste alle de øvrige hospice nogle penge, siger Claus Hommelhoff, som er bestyrelsesformand for Hospice Søholm.
Udgifterne til det nye hospice er nemlig større, end det beløb Folketinget har givet, og derfor skal Regionens øvrige hospicer samlet spare 1,3 millioner kroner.
- Vi skal spare på den korte bane, og der sparer vi på efteruddannelse og vores personales kompetencer, og det gør jo ligeså stille og roligt, at vi ikke kan tiltrække ansatte med de rigtige kompetencer, og så forringes hospice-behandlingstilbuddet så meget, at vi efterhånden ikke er et rigtigt hospice længere, siger Claus Hommelhoff.
I videoen øverst kan du møde Gette Busck Mellor. Hospice Søholm spillede en vigtig rolle i de sidste uger af hendes mands liv.