Besøger indsatte i fængslerne
60 østjyder er besøgsvenner for kriminelle
25-årige Eva tager hver 14. dag en tur bag tremmer, hvor hun besøger indsatte i Randers Arrest for at snakke med dem.
Her træder hun frivilligt ind i en lukket og aflåst verden, hvor det er de færreste, der kommer.
- Jeg er klar over, at det at besøge kriminelle i et fængsel måske er lidt skørt, når man kunne besøge en gammel kone, men jeg har brug for at få kriller i maven, være nervøs og blive udfordret, siger Eva.
TV 2 ØSTJYLLAND er med, da hun skal besøge "Mehmet", der ønsker at være anonym. Han sidder bag tremmer i Randers Arrest og er glad for at få besøg.
- Det er hårdt, for man er låst inde 23 timer om dagen. Det er dejligt, at man får muligheden for at snakke med en, som har kontakt med verdenen udenfor fængslet, siger "Mehmet".
Eva mener, at alle har brug for at have et frirum.
- Jeg synes, at alle fortjener et frirum. De sidder og er mega pressede, og så kan man give dem den time, hvor de tænker på noget andet, siger Eva.
Arresthuse glade for besøgsvenner
I Arresthuset i Randers er de glade for Eva og de andre frivillige besøgsvenner.
- Vores personale har ikke altid lige meget tid til at sidde på sengekanten og snakke, trøste og støtte. Det kan være en form for ventil for den indsatte, at man kan få lov til at læsse lidt af og komme af med sine frustrationer, siger Steen Vævær, der er arrestforsvarer i Arresthuset Randers.
Han fortsætter:
- Vi har stor gavn af, at der kommer nogle og tager over for os og støtter de indsatte.
Omkring 60 østjyder er frivillige besøgsvenner for Røde Kors i arresthuse og fængsler i Østjylland.
- De indsatte i fængsler og arresthuse er en målgruppe, som det er vigtigt, at vi tager os af, siger Svend Erik Jensen, der er frivillig besøgsleder i Røde Kors i Randers.
Røde Kors besøgstjeneste kommer også på besøg i Aarhus Arrest og i de to fængsler ved Horsens.
Du kan se mere om Eva og det at være besøgsven i indslaget over artiklen.