Besøg den forbudte ø
Risiko for våde bukser
En stor del af sommeren er der adgang strengt forbudt for offentligheden på den lille ø Vorsø i den nordlige del af Horsens Fjord.
Men i juli kan man komme på guidede vandringer i naturreservatet, hvor naturen er fuldstændig fredet.
- Her gælder det grundprincip at naturen bestemmer - uanset hvad der måtte ske. Om så invasive arter, som hybenroser, breder sig til hele øen, så er menneskelig regulering bandlyst. Og det er unikt i Danmark, fortæller naturvejleder Ole Sørensen fra Odder Museum.
- Man kommer til Vorsø ved at vade fra Brigsted gennem - normalt - knæhøje vandmasser. Nu er vandtemperaturen behagelig, men har man ikke lyst til at gå den 900 meter lange tur i bare ben, så medtag (vade)sko, skridtstøvler eller waders. Turen er kun egnet for personer over 10 år. Husk skiftetøj og lange bukser, da krat og brændenælder sine steder står tæt, fortæller Ole Sørensen.
- I juli gennemfører vi den tredje og fjerde af i alt fem planlagte ture til Vorsø, arrangeret af Moesgård Museums Odder Afdeling. De to ture finder sted onsdag den 10. juli kl. 10 -13 og onsdag den 24. juli kl. 18 - 21. Der er et begrænset deltagerantal, og der plejer at være rift om pladserne, fortæller Ole Sørensen.
Det koster 150 kr. pr. person og man tilmelder sig hos Odder Museum tlf.: 86 54 01 75