Besøg af ambassadøren
Den amerikanske ambassadør Rufus Gifford var lørdag på besøg i Aarhus
Lørdag var den amerikanske ambassadør, Rufus Gifford, i Aarhus i forbindelse med Aarhus Pride, og så benyttede han muligheden for at opleve den danske valgkamp helt tæt på.
Han besøgte nemlig forsvarsminister og østjysk folketingskandidat Nicolai Wammen (S) på hans valghovedkontor i Aarhus.
- Rufus er en rigtig god ven, og det var rigtig dejligt at modtage ham i Aarhus og fortælle ham lidt mere om, hvordan vi fører valgkamp her i Smilets By, siger Nicolai Wammen i en pressemeddelelse.
- Der er jo stor forskel på at føre valgkamp i Danmark og i USA, men fælles er det, at det handler om at komme ud med sit budskab så mange steder som muligt, og ellers lytte til hvad folk har på hjerte og hvad de gerne vil have, at man arbejder for på Christiansborg, fortsætter han.
Rufus Gifford har selv stor erfaring med særligt amerikanske valgkampe, og han var en af hovedarkitekterne bag Barack Obamas præsidentvalgkamp i 2012.