Beslutter sig på valgdagen
Magten kan let tippe, spår østjysk forsker
Mange vælgere beslutter sig først meget sent for, hvor de vil placere krydset ved det kommende kommunalvalg.
Ifølge en frisk meningsmåling fra analyseinstituttet InFact har kun 50 procent af vælgerne på forhånd tænkt sig at stemme på samme parti som ved det seneste folketingsvalg.
22 procent vil ikke stemme på samme parti, og omkring 27 procent har ikke bestemt sig.
Det er der ifølge kommunalforsker Roger Buch fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Aarhus ikke noget usædvanligt i.
Se: Gratis taxa til valgsteder
- 10 procent af vælgerne beslutter sig først på selve valgdagen. Det kommer til at betyde rigtigt meget denne gang for, hvor balancen kan tippe, fordi rigtigt mange socialdemokratiske borgmestre fra sidste valg sidder på et meget snævert mandat, siger Roger Buch, der bor i Randers.
Grundproblemet i forhold til kommunalvalget er fortsat, at borgerne ikke har indset, hvor stor en betydning kommunalvalget reelt har for deres dagligdag.
Og at det er ved de kommunale valg, at de for alvor kan gøre en forskel, mener Roger Buch ifølge Ritzau.
Kommunalvalget bliver afholdt tirsdag den 19. november.