Beskyldes for ulovlig gødning
Mand fra Odder har solgt ulovlig gødning til prins Joachim
Sagen om et netværks ulovlige import af gødning til landbruget for at omgå miljølovene trækker nu tråde til prins Joachims gods, Schackenborg, skriver Politiken.
I hvert fald hævder en varetægtsfængslet forretningsmand fra Odder-området, at han siden 2006 har solgt gødning for knap 20 millioner kroner til nogle af landets største landbrug, herunder Schackenborg.
- Ham (den varetægtsfængslede red.) har muligvis i perioden siden 2006 købt for 19,5 millioner kroner gødning med videre. Han har videresolgt det til de største landbrug i Danmark, herunder Schackenborg, står der i retsbogen fra et retsmøde i Horsens i sidste uge, som Politiken har fået aktindsigt i.
På Schackenborg afviser man enhver forbindelse til den sigtede i sagen fra Horsens.
- Vi kender ikke den pågældende person. Al vores indkøb og handel skal være lovmedholdeligt, og vi har ikke nogen interesse i at springe over, hvor gærdet er lavest, lyder det i en udtalelse fra Schackenborg Gods til Politiken.
Advokaturchefen ved Sydøstjyllands Politi i Horsens, Jan Østergård, vil ikke udtale sig om, hvem der bliver involveret i efterforskningen af sagen.
Politiet efterforsker i øjeblikket en anden stor sag, hvor tre bagmænd fra Djursland er sigtet for ulovlig import af 15.000 ton gødning og 45 ton pesticider, der er videresolgt til 160 landmænd over hele landet.
Problemet med den ulovlige import er, at den undergraver myndighedernes forsøg på at beskytte vandmiljøet mod konsekvenserne af landbrugets gødningsforbrug.