Beruset mand kørte galt
37-årig brækkede ryggen i ulykke
15. dec 2014, kl. 15:59
Mere end 30 dage gammel
En 37-årig mand kørte søndag galt på Røndevej ved Ebeltoft.
Her kom han kørende i nordvestlig retning mod Feldballe, hvor han i en blød højrekurve fortsatte ligeud i stedet for at dreje. Bilen kørte ned ad en skrænt og rullede rundt.
- Den 37-årige brækkede ryggen ved ulykken, siger Marianne Morgen, der er politiassistent hos Østjyllands Politi.
Bilen er meldt stjålet fra en adresse i Egå nord for Aarhus, og derfor sigtes manden for brugstyveri af den.
Derudover sigtes han også for kørsel uden førerret og spirituskørsel.
Ulykken skete søndag eftermiddag klokken 13.37.