Berusede børn i nattelivet

Et stigende antal børn turer berusede rundt i nattelivet i Skanderborg. Politiet opfordrer byens forældre til at få styr på deres børn.

Politiet og ungekontakten i Skanderborg råber nu vagt i gevær overfor et stigende antal børn, som tilsyneladende med deres forældres velsignelse turer berusede rundt i byen.

Ifølge Horsens Folkeblad er børnene helt ned til 12-13 år gamle, og hos politi og ungekontakt mener man, at det især er forældrene, der svigter.

De skal ganske enkelt blive bedre til at holde styr på deres børns færden, fordi så unge mennesker ikke bør vælte berusede rundt i byen, mener man hos myndighederne.

Senest under en kulturnat i byen forleden gjorde berusede børn sig tydelige i gadebilledet.