Beredskab: Stor øvelse på torsdag

Torsdag finder der en stor beredskabsøvelse sted i Randers

Her er det et billede fra en tidligere øvelse i Randers

Hvis du torsdag ser ualmindeligt mange beredskabsfolk og blå blink i Randers, skyldes det formentlig en stor øvelse, som finder sted i byen.

Her skal 75 personer deltage fra både Brand og Redning Djursland og Randers Brandvæsen, der til næste år bliver en del af det nye Beredskab og Sikkerhed i det kronjyske, samt Østjyllands Politi, Falck, Beredskabsstyrelsen Midtjylland og præhospitalet under Region Midt.

Til øvelsen skal der reddes tilskadekomne ud fra sammenstyrtede motorvejbroer, P-huse og elevatorer.

Formålet med øvelsen er at afprøve samarbejdet mellem de forskellige beredskaber og enheder samt at øve indsatsen ved komplicerede hændelser.

- Det er vigtig, at vi får øvet sådanne hændelser og vores samarbejde med andre beredskaber. Kun under øvelser kan vi få lov til at lave fejl og lære af dem, således at vi i den barske virkelighed, hvis situationen opstår, kan gøre en afgørende og livredende indsats, siger beredskabsinspektør Anders Dahl Jensen fra Randers Brandvæsen i en pressemeddelelse.

I tidsrummet 17 til 22 vil Beredskabsgården og Brandskolen Langvang være centrum for de omfattende øvelser.