Beredskab kræver ny enhed efter dødsbrand på plejehjem

Dansk Folkeparti vil diskutere Danske Beredskabers forslag med ministeren

Foto: Bo Amstrup - Ritzau Scanpix

Plejecenter Farsøhthus i Allingåbro på Djursland levede ikke op til brandkravene, da tre ældre beboere i august mistede livet i forbindelse med en brand.

Plejecenteret havde nemlig fået permanent dispensation fra kravene af kommunen, fordi der lå en brandstation i nærheden.

Læs også Beredskab kræver handling efter dødsbrand på plejehjem

Men det bør ikke være kommunen, der tager stilling til den slags, mener Danske Beredskaber.

- Der sidder nogle mennesker i brandvæsenet, som har stor viden om byggeri og brandsikkerhed, og på den måde kan man højne kvaliteten på området, lyder det fra beredskabsdirektør og formand i Danske Beredskaber, Jarl Vagn Hansen.

01:28

VIDEO: Allingåbro var en by i sorg dagen efter branden på på plejecenteret Farsøhthus. Indslaget er fra 4. august.

Luk video

Han fortæller, at som det er i dag, skal brandvæsenet høres, når der bygges nyt, men de har ingen formel indflydelse. Det ser de gerne ændret.

- Der er forskel på at være en del af en høring og så stemple "godkendt" eller "ikke godkendt", siger han.

Minister vil undersøge dispensationer

På Farsøhthus betød dispensationer fra brandkravene, at der ikke var noget automatisk sprinkleranlæg, og at spisekøkkenet var indrettet i flugtvejsgangen.

Læs også Tre ældre døde i brand: Rapport afslører fejl på stribe

Derudover var flugtvejsgangen ikke opdelt med røgtætte, selvlukkende døre.

Det viser en undersøgelse af branden, som Dansk Brand- og Sikringsteknisk Institut har lavet.

Læs også Politiet: Dødsbrand på plejehjem opstod i sofa

På baggrund af den vil ministeren for området nu have undersøgt, om der bliver givet for mange dispensationer fra brandkrav rundt om i landet.

- Umiddelbart synes jeg ikke, at det virker betryggende, at der eksempelvis dispenseres fra kravet om sprinkleranlæg på et plejehjem med ældre og svagelige beboere, fordi der er en brandstation i nærheden, siger transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA). 

Tirsdag præsenterede  Ole Birk Olesen en rapport om sikkerheden på plejehjemmet i et samråd.

Bakker op om Danske Beredskaber

Undersøgelsen hilses velkommen af blandt andet Dansk Folkeparti, men det er ikke nok.

De vil nu diskutere Danske Beredskabers forslag med ministeren.

- Det, Danske Beredskaber siger, giver rigtig god mening. Jeg synes, vi skal kigge på, om vi skal have en speciel enhed, der samler kompetencer og giver de her dispensationer, men også rejser rundt og kigger på, hvordan dispensationer er givet i dag, siger Susanne Eilersen, der er kommunal- og beredskabsordfører for Dansk Folkeparti.

Læs også Efter dødsbrand: Norddjurs vil sikre plejecentre

Hun vil i første omgang afvente ministerens undersøgelse.

Socialdemokratiet ser dog gerne, at der sker noget nu.

- Der er simpelthen for mange brande hvert eneste år til, at vi bare kan vente på en undersøgelse, siger Astrid Kragh, der er ældreordfører for partiet.

Brand opstod i en sofa

Ifølge Østjyllands Politi opstod branden på plejecenteret Farsøhthus i en sofa i den ene af boligerne, hvor en 93-årig - nu afdød - kvinde befandt sig.

Branden spredte sig hurtigt til yderligere tre boliger i fløjen, men det er ikke lykkedes at finde ud af, præcis hvorfor den opstod.

Læs også Brandmænd hædret efter plejehjemsbrand: - Deres indsats går over i historien