Bent og konen gratis til Bruce Springsteen
Regionsrådsformand i Region Midtjylland, Bent Hansen (S), tog imod tilbud om fribilletter og middag forud for koncert.
50.000 musikglade mennesker rockede med, da Bruce 'The Boss' Springsteen i juli gæstede Herning.
Men mens de fleste måtte betale mellem 500 og 700 kr. for oplevelsen, fik formanden for Region Midtjylland samt regionens direktør og begges koner gratis koncertbilletter og middag af Messecenter Herning.
- Det er problematisk, når konerne er med. For så snart man har ægtefæller eller lignende med, er det svært at se nogen faglig begrundelse for arrangementet. Og vi har altså nogle regler om, at der er en meget snæver margin for, hvilke gaver man må tage imod, når man er i et offentligt hverv, siger Claus Haagen Jensen, professor på Aalborg Universitet og ekspert i offentlig forvaltning til B.T.
Straffes med op til seks års fængsel
Ifølge straffelovens paragraf 144 kan man straffes med op til seks års fængsel, hvis man i offentlig tjeneste tager imod gaver eller andre fordele.
Men de to regionschefer er langtfra de eneste, der har ladet sig lokke med gaver. B.T. har i en række artikler afdækket, hvordan kommune-bosser rundt om i landet har ladet sig smøre med golf, koncerter og weekendture af især KMD
Senest skrev vi at den radikale borgmester i København , Klaus Bondam, har taget imod fodboldture med middag på TDCs regning. Det samme er da også tilfældet for arrangementet i Herning, som Bent Hansen forklarer:
- Jeg er formand for det, vi kalder den erhvervspolitiske satsning. Her støtter vi oplevelsesøkonomien ved at sætte nogle politiske rammer. Som formand for regionen er jeg også med til at give midler til store enkeltprojekter, og jeg ved, at messecenteret i øjeblikket arbejder på et sådant projekt med en ny multiarena, som jeg snart håber bliver politisk behandlet, forklarer Bent Hansen, der samtidig er formand for Danske Regioner.
Udover at have indflydelse på messecenterets fremtid i byrådet sidder han også med i centerets repræsentantskab, og han kan derfor ikke se noget forkert i, at han og konen tog til koncert.
Ikke tale om gave
Bent Hansen, mener dog ikke, der var tale om en gave, men mere en slags kompensation for det arbejde, han udfører i forbindelse med repræsentantskabet.
Regionsdirektøren, der ikke sidder i noget repræsentantskab, ser heller intet galt i at få billetter.
- Jeg tog med, fordi jeg godt kunne tænke mig at høre Bruce Springsteen, og det er i øvrigt helt almindeligt, at regionsrådsmedlemmer får sådan nogle billetter, siger Bo Johansen til B.T.
Men tror du ikke, de inviterer dig, fordi de vil have noget igen?
- De inviterer os vel, fordi de gerne vil have, at jeg taler pænt om messecenteret, men jeg føler ikke, at jeg er blevet bestukket.
Hos Messecenter Herning lægger man ikke skjul på, hvorfor man giver middag og koncerter.
- Vi har jo en interesse i at udbrede kendskabet til os. Og hvad angår offentligt ansatte, synes vi, det er vigtigt, at de har et fornuftigt kendskab til det erhverv, de sætter rammerne for, siger Georg Sørensen der er administrerende direktør for Messecenter Herning til B.T.
Han ønsker ikke at oplyse, hvilke embedsmænd man ellers har givet koncertbilletter.
Kilde: Dagbladet B.T.