Bent Hansen bliver på tronen
Bliver formentlig formand for Danske Regioner
Alt tyder på, at Bent Hansen (S) kan fortsætte som formand for Danske Regioner.
Muligheden for, at den stemmeslugende og genvalgte regionsformand i Region Midtjylland kan blive væltet af en union mellem Venstre, Dansk Folkeparti, De Konservative og De Radikale, er ellers til stede.
Men Radikale vil sandsynligvis ikke lade sig friste af de borgerlige partier.
- Retningen går imod Bent Hansen. Men han får den selvfølgelig ikke, før vi har fået os en ordentlig snak, fortæller den radikale spidskandidat Svend Thorhauge til Ritzau.
Mandatfordelingen i Danske Regioners bestyrelse er på plads. En blå blok bestående af Venstre, Dansk Folkeparti, De Konservative får otte mandater. Samme antal får rød blok med Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten.
Se: Støtte fra enigt regionsråd
De Radikale får et mandat og er derfor tungen på vægtskålen, når der skal peges på en formand.
Partierne skal ved generalforsamlingen den 27. marts vælge deres bestyrelsesmedlemmer. Når bestyrelsen har konstitueret sig, vælges der formand og næstformand i bestyrelsen.
Formandsposterne i regionerne blev igen fordelt mellem Venstre og Socialdemokraterne.
I Region Midtjylland fortsætter Bent Hansen (S). Han har lavet en bred konstitueringsaftale, der indeholder alle folketingspartierne.