Bent Hansen bekymret for psykiatrien
Bent Hansen tvivler på behandlings- garantien og mener at Folketinget lukker øjnene for problemerne.
Folketinget har med sin garanti om højst to måneders ventetid for psykiatriske patienter gjort regning uden vært. Det mener formanden for Danske Regioner, Bent Hansen.
- Voksenpsykiatrien er det område, hvor nedgangen i specialuddannet personale vil være størst i hele sundhedsvæsnet.
Men ingen snakker om det, man har bare sagt, at det her skal gennemføres, siger Bent Hansen til nyhedsmagasinet Fokusmagasinet om forebyggelse og sundhed.
Folketinget har afsat 850 mio. kr. frem til 2012 til at udvide kapaciteten i voksenpsykiatrien. Men det er langt fra nok, vurderer Bent Hansen. Han peger bl.a. på, at rigtigt mange medarbejdere i psykiatrien går på pension de kommende år. Der er nedgang i antallet af speciallæger fra ca. 700 til 500 frem til 2015.
Ifølge formanden for Folketingets Sundhedsudvalg, Preben Rudiengaard fra Venstre, står garantien fast.
- Vi må bruge den kreative del af hjernen og trække på andre faggrupper uden at gå på kompromis med kvaliteten, siger han, men erkender det bliver svært.