Bent fik regning på 80.000 kroner: Det giver ingen mening

Syddjurs Kommune mener, at Bent Bastrup er én blandt mange borgere, som forurener Alling Å og Rosenholm Å. Kommunen vil dog ikke bevise, at hans vand forurener de to åer.

Bent Bastrup er én ud af 750 borgere i Syddjurs Kommune, som har fået påbud fra kommunen om at rense vandet fra toiletter og afløb bedre.

Det betyder, at han skal betale en regning på 80.000 kroner.

-  Min kone og jeg er pensionister og med vores økonomi betyder det, at vi ikke har mange penge om måneden.  Men vi er nødt til at tage kampen med banken og forhøre os, om vi kan låne pengene af dem, siger Bent Bastrup til TV2 ØSTJYLLAND. 

Kommunen mener, at spildevandet forurener de nærliggende åer, Alling Å og Rosenholm Å, men det er Bent Bastrup uenig i.

Læs også Strid om toiletvand: Borgere gør oprør mod høje regninger

Han mener, at hans tidligere renseanlæg fungerede fint, og desuden løber vandet flere kilometer gennem en skov, inden vandet når ud til åerne. Det gør, at vandet renses endnu mere.

- Hvis kommunen kan bevise, at vi forurener, så vil vi naturligvis betale for en bedre spildevandsrensning. Men jeg er overbevist om, at min kone og jeg ikke forurener, siger han.

Ignorede først påbuddene

Bent Bastrup har kontaktet kommunen gentagne gange for at få undersøgt sit spildevand , men han føler, at kommunen har ignoret hans forespørgsel og hans andre spørgsmål. Derfor besluttede han sig for, at give kommunen dens egen medicin og ignorere de påbud, han modtog.

Bent Bastrup viser sit nye rensningsanlæg frem til 80.000 kroner. Foto: Oliver Høeg Nygaard Pedersen

- Hvis man får en fartbøde, jamen så kan politiet også bevise, at man har kørt for stærkt. Jeg mener, at samme princip bør gøre sig gældende her. Kommunen burde bevise, at man er skyldig i at forurene, før de dømmer og kræver bøder, siger han.

Til sidst anmeldte kommunen Bent Bastrup til politiet, da han blev ved med at ignorere påbuddene. Han fik tre uger til at få bygget et nyt renseanlæg, ellers ville politiet tage over i sagen. Det gjorde, at Bent Bastrup og hans kone ikke turde ignorere kommunen længere. 

- Min kone og jeg havde svært ved at sove om natten med en politianmeldelse hængende over hovedet. Derfor fik vi bygget et nyt renseanlæg til 80.000 kroner, siger han.

Kommunen laver ikke ekstra vandprøver 

Syddjurs Kommuner påpeger, at Miljøstyrelsen ikke påkræver, at den først beviser om husstandene forurener, så længe det er bevist, at spildevandet løber ud i nærheden af en å, hvor vandkvaliteten skal være bedre.

Bent Bastrup ignorede påbuddene fra kommunen, men fik at vide, at sagen ville havne hos politiet, hvis han ikke fik et nyt rensningsanlæg. Foto: Oliver Høeg Nygaard Pedersen

Derfor mener Syddjurs Kommune heller ikke, at den har gjort noget galt i Bent Bastrups sag. 

- Det giver ingen mening at begynde at lave en given prøve for en given mand et sted i et åløb, hvor man kan se at lige præcis det her reagensglas med forurenet vand kommer fra mandens grund, siger Per Dalgaard (O), der er formand for natur, teknik og miljøudvalget i Syddjurs Kommune.

Læs også Blev klogere på vandet: Skoleelever fra Randers fejrede vandets dag

Bent Bastrup mener, at kommunen vælger den nemme og forkerte løsning ved at sende kæmperegninger ud til borgere, der bor tæt på åerne. Han tror nemlig, der kan være andre årsager til forureningen, og at kommunen først burde undersøge dette.

- Der er en losseplads tæt på, hvor jeg bor. Gennem mange år har folk fyldt den med alverdens affald. Slammet fra lossepladsen løber ned gennem en bæk, som også løber ud til åerne, så det kan også være den, der forurener åløbene i sidste ende, siger han.

02:21

VIDEO: Se mere om Bent Bastrups kamp i dette tv-indslag.

Luk video