Benny og Herman har været gift i 10 år: Den ældre generation har sværest ved det

Der skal være et større fokus på ensomme homo- og biseksuelle ældre, mener forening

02:01

VIDEO: Her kan du møde Benny Bjerregaard og Herman Jensen fra Malling syd for Aarhus.

- Den ældre generation er nok den, der har sværest ved at acceptere vores liv, siger Herman.

Benny og Herman har været gift i 10 år.

- Jo ældre du er, jo sværere er det, siger Herman Jensen fra Malling.

Benny og Herman mødte hinanden for 13 år siden.

Ældre LGBT´er er en overset gruppe, som ofte står alene og er ensomme, mener Landsforeningen for Bøsser, Lesbiske, Biseksuelle og Transpersoner (LGBT).

LGBT

LGBT er en forkortelse for "Lesbian, Gay, Bisexual and Transgender", som er den internationale fællesbetegnelse for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner.

- I den alder er de ikke i stand til at tage kampen op. Mange i den aldersgruppe har aldrig været særlig åbne om, at de var LGBT´er, og hvis de har været, er der en del, der går ind i skabet igen, siger Vivi Jelstrup, talsperson for seniorpolitik i LGBT Danmark, til TV2 ØSTJYLLAND.

Homoseksualitet er en privat sag. Hvis man har et problem med det, så må man søge derhen, hvor man kan få hjælp. Det er ikke noget, vi tager særligt hensyn til.

Jette Skive (DF), rådmand, Sundhed og Omsorg, Aarhus Kommune

Rådmand afviser mere fokus på ældre LGBT'er

Foreningen bliver bakket op af Socialdemokratiet i Aarhus Byråd, som vil have det som et fokusområde.

- Det er meget vigtigt, at vi på vores plejehjem har respekt for det menneske, der kommer til at bo der og forstår, hvad er det for et liv, den enkelte har haft. Man kan ikke bare skære en del ud og sige, det rører vi ikke ved, siger Lone Hindø (S), formand for Sundhedsudvalget.

Læs også Rådmand afviser mere fokus på ældre homoseksuelle

Men rådmand for Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune mener, at kommunen gør nok for at bekæmpe ensomhed blandt ældre generelt.

- Homoseksualitet er en privat sag. Hvis man har et problem med det, så må man søge derhen, hvor man kan få hjælp. Det er ikke noget, vi tager særligt hensyn til, siger Jette Skive (DF).

Undertrygt følelsen

- Jeg har altid vidst, der var noget andet, fortæller Benny Bjerregaard.

Han har været gift med en kvinde i 30 år. Han har børn, og børnebørn – den ældste er 17 år.

Benny og Herman har begge tidligere været gift med kvinder.

Op ad ham sidder Herman Jensen. Han har også været gift med en kvinde. De var sammen i 19 år, og har også børn og et barnebarn på to år.

Da de begge blev skilt fra deres respektive koner, ville de prøve noget andet.

Læs også Aarhus Pride: - Der er stadig noget at kæmpe for

- Så gik jeg på datingsider og kiggede efter piger, fortæller Herman og fortsætter.

- Men så var der et link til en anden side. Det så sgu så spændende ud, at jeg blev hængende der, siger han med ét stort smil.

Sådan mødte de to hinanden for 13 år siden. 

Parret er blevet gift to gange. Første gang på rådhuset, anden gang i en kirke.

- Vi havde en pingpong med hinanden, som bare er fortsat, fortæller Benny.

Herman Jensen er 67 år og pensionist, Benny Bjerregaard er 61 år og social- og sundhedsassistent.

- Tendensen har nok altid været der, den har bare været undertrygt eller blokeret på en eller anden måde, fortæller Herman.

Man tænker nok, hvad vil børnene sige til det her? Vil de slå hånden af os?

Benny Hammer Bjerregaard

Familiens holdning var vigtig

Alle, de kender, har accepteret deres forhold.

- Vi har fået lov til at være os selv hele vejen igennem, det har gjort det lettere. Det gør det også lettere for andre at acceptere, at vi er, som vi er, siger Herman Jensen.

Læs også Farvel til kørestolen: Højskole for genoptræning åbner

De var begge meget spændte, da de skulle fortælle deres børn om forholdet.

- Man tænker nok, hvad vil børnene sige til det her? Vil de slå hånden af os, fortæller Benny Bjerregaard.

Vi forsøger på at lade vær med at provokere folk ved at gå tæt omslynget, det behøver vi ikke gøre ude.

Herman Jensen

Herman havde det på samme måde.

- Det, der betyder noget, er, at vores børn accepterer det. Ellers havde det været meget svært.

Det kunne have betydet, at de måtte lægge låg på deres liv, hvis børnene ikke havde bakket op.

- Man ville nok have tænkt sig om en ekstra gang, tror jeg. Så er det deres liv, det handler om – og ikke vores liv, siger Herman Jensen.

Venner lever i skjul

Benny og Herman har en stor vennekreds. Det er både lesbiske, bøsser og heteroseksuelle. Parret er samlingspunktet – hos dem kan man være, som man er.

- Vi har nogle venner, som har svært ved at springe ud. De fortæller, det bliver helt anderledes, når de er her.  Det er så befriende, de skal ikke tænke på, hvordan de siger tingene – for der sidder kun bøsser og lesbiske imellem os, der sidder ikke nogle andre, fortæller Benny.

En enkelt regnbuefarvet sløjfe pryder Benny og Hermans hjem. 

Derfor må vennerne til hverdag skjule, at de er homoseksuelle.

- Der sidder nogen, som siger, hvor er det skønt at se, det I kan. Det er bare svært for os, siger Benny.

- En af vores venner sagde rent ud, at han havde et liv nord for Aarhus og et syd for Aarhus – og det er her han mener, siger Herman.

Læs også Dele af Godsbanen rives ned: Skole, p-hus, kontorer og boliger rykker ind

Selvom Benny Bjerregaard og Herman Jensen er helt åbne og står ved deres forhold, vil de ikke skildre med det offentligt.

- Vi forsøger på at lade vær med at provokere folk ved at gå tæt omslynget, det behøver vi ikke gøre ude, siger Herman.

- Jeg tror da også, vi rigtig gerne vil, men vi gør det bare ikke, fortæller Benny.

Herman er 67 år. Han mødte sin mand Benny for 13 år siden.

Det er ikke fordi, de skjuler, de er et par. Det siger de højt og tydeligt. De holder bare igen.

- Der har vi måske lidt en frygt for, at folk tager anstød af det, at de føler sig provokeret. Det er nok der vores frygt ligger. Vi behøver ikke provokere folk, siger Herman Jensen.

Benny er 61 år.

Forsker for at finde løsninger

Forsker og antropolog Simon Meggers Matthiesen fra Center for Sund Aldring er i gang med at undersøge hvilke fællesskaber, der har betydning hos ældre LGBT’ere.

- Fællesskaber med ligesindede har haft stor betydning for folk, og har det stadig i alderdommen. Det er der, man føler sig tryg og inkluderet, siger Simon Meggers Matthiesen.

Læs også Carsten tænder ild mod fiskefarme

Baggrunden er en række studier fra udlandet, der viser, at gruppen er i risiko for social isolation, da de ofte lever alene, og er mindre tilbøjelige til at have børn end heteroseksuelle, forklarer Simon Meggers Matthiesen.

- Manges primære netværk består af andre LGBT-personer, og de fleste har stor gavn og glæde af at bevæge sig i LGBT-sammenhænge. Det er derfor vigtigt, at man har adgang til de her fællesskaber, også når man bliver ældre.

Læs også Aarhus Pride støtter kampagne imod homofobi i fodbold

Hvorfor er det vigtigt for dem at være sammen med andre LGBT-personer? Kan de ikke bare være sammen med alle mulige andre ældre?

- Både ja og nej. Der er nogen, der vil passe fint i de her mainstream rammer. Men for rigtig mange er det et enormt fremmed sted. De føler ikke, de har noget tilfælles med heteroseksuelle ældre, eller de har oplevelsen af at blive en 'parentes', forklarer Simon Meggers Matthiesen.

En kvinde beskrev det sådan her: 'Når jeg fortæller om mit liv, så er der bare tavst. Det er bare den der stilhed – og så snakker de videre'.

- Derfor ser mange positivt på et plejehjem som Slottet i København, der har en regnbueprofil. De mener, at det vil være nemmere at være sig selv med andre LGBT’ere og blandt et personale, som giver plads til deres identitet, og møder dem uden fordomme, siger Simon Meggers Matthiesen.

Læs også Nydanske homoseksuelle strømmer mod Aarhus for hjælp

Han har interviewet 32 ældre homo- og biseksuelle fra det meste af landet - 16 kvinder og 16 mænd - til forskningsprojektet. Den yngste er 65 år - den ældste 95. Resultatet kommer i udgangen af 2018 med konkrete anbefalinger til, hvordan man kan støtte denne gruppe af ældre.

Fællesskaber er altafgørende

Benny Bjerregaard og Herman Jensen mener, at det vil være godt med et øget fokus på at gøre mere for, at ældre LGBT´er ikke føler sig ensomme og helt alene.

I Aarhus bliver der arbejdet for, at der skal være et LGBT-hus, hvor man kan mødes. Men der er ikke steder, der kun henvender sig for de ældre.

- Det tror jeg vil være en god idé, men også ét sted hvor der kommer folk i vores aldersgruppe. Der er et par steder i Aarhus, men det er helt unge mennesker, og så kommer vi ikke. Der er ikke rigtig nogen, vi kan have et samspil med, siger Herman Jensen.

Benny og Herman vil blive ved med at være, som de er.

Men behovet for at mødes med andre homoseksuelle er altafgørende for dem.

- Vi har behov for at mødes med ligestillede. Jeg har brug for at mødes med nogle ligesom mig engang imellem. Snakken bliver også anderledes, siger Benny Bjerregaard.

De tænker ikke over, om de helst vil på et almindeligt plejehjem eller et regnbueplejehjem. Men én ting er sikkert for Herman Jensen.

- Skal jeg på plejehjem, så skal jeg det, men det får mig ikke til at lave mig om. Jeg bliver ved med at være, som jeg er. 

Og som han siger:

- Vi er jo bare Benny og Herman.