Belønner raske medarbejdere
En børnehave i Randers vil give en ekstra fridag til de medarbejdere, der ikke er syge.
Børnehuset Bækkestien i Randers vil fremover belønne de medarbejdere, der sjældent eller aldrig melder sig syge.
Hvis en pædagog eller en pædagogmed- hjælper i løbet af en periode på fire måneder ikke har én eneste sygedag, udløser det en ekstra fridag.
Den ekstra fridag er ment som en slags 'aflastningsdag', og ledelsen i den kombinerede vuggestue og børnehave afviser, at ordningen er lavet for at komme fravær til livs.
- Jeg har lov til at prikke en medarbejder på skulderen og sige, at han eller hun har gjort et godt stykke arbejde i lang tid. Der er intet forkert i, at give medarbejderen en belønning for sin indsats, siger institutionens leder, Conny Jørgensen.
Ordningen møder dog kritik fra pædagogernes fagforening, BUPL. Fag- foreningen beskylder den randrusianske børnehave for at forskelsbehandle de ansatte og for på den måde at skabe et dårligt arbejdsmiljø.
TV 2 / ØSTJYLLAND har mere om sagen i aftenens udsendelser.