Belgier vandt cykelløb i Århus

Den belgiske cykelrytter Erwin Thijs vandt søndag Colliers Classic i Århus.

35-årige Erwin Thijs (Unibet) fra Belgien kørte søndag eftermiddag først over stregen i Colliers Classic.

Efter 109 af de 199,5 kilometer på østjysk asfalt stak belgieren af fra feltet, og han lå længe og kæmpede alene. Først 12 kilometer før mål nåede norske Edvald Boasson Hagen (Team Maxbo Bianchi) op, men Thijs var stærkest af de to til sidst og hentede karrierens 10. sejr.

- Jeg forventede hele tiden at blive hentet af Team CSC, men i stedet øgede jeg bare mit forspring. Og faktisk synes jeg, at det var ganske let at vinde spurten, sagde Thijs efter sejren i 10. års jubilæet for cykelløbet i Århus.

Bedste dansker blev Jacob Moe Rasmussen (Team GLS), der kom i mål på en femteplads. /ritzau/