Bekymring for skoletrafikken

Borgere mødtes med Skanderborgs borgmester for at drøfte planer om nye motorvejsramper

02:34

1 af 2

Mødesalen var propfyldt ved Kulturhuset i Skanderborg tirsdag aften.

Massevis af interesserede borgere var mødt op for at høre om, hvordan Skanderborg Kommune og Vejdirektoratet vil håndtere trafiksituationen, når der i nær fremtid bliver etableret nye sydvendte ramper på motorvejen ved Skanderborg.

Se også: Nye ramper på E45

Beslutningen om ramperne er truffet, og snart går Vejdirektoratet i gang med forberedelserne til etableringen af ramperne.

Christian Winther fra Skanderborg var en af deltagerne ved tirsdagens borgermøde, som kommunen havde indkaldt til.

Han er formand for en af grundejerforeningerne nær det sted, hvor ramperne skal etableres. Ligesom flere andre i området frygter han, at vejen, Vroldvej, hvor han bor vil blive for hårdt belastet og at det vil gå ud over trafiksikkerheden:

- Det er, at der ikke bliver plads til, at børn kan cykle i skole, fortæller han til TV 2 | ØSTJYLLAND og henviser til, at de biler, der vil blive ledt af ramperne, kører forbi både skole og daginstitutioner.

En prognose fra Skanderborg Kommune viser, at trafikmængden omkring Vroldvej vil stige med 63 procent.

Forventningen er, at de nye ramper vil være klar til indvielse i slutningen af 2017.

Formålet med ramperne er blandt andet, at de skal aflaste de resterende afkørsler ved Skanderborg og lede trafikken hen til kommunens nye erhvervsområde.

Du kan høre, hvad Skanderborgs borgmester Jørgen Gaarde sagde til borgernes bekymringer på gårsdagens møde i videoen øverst i artiklen.