Bekymret over solenergianlæg
Kan blive på størrelse med 80 fodboldbaner
Politikerne i Silkeborg Kommune har planer om at lade den lokale energiforsyning opføre, hvad der kan blive Danmarks største solenergianlæg.
Men de planer chokerer en gruppe lodsejere, for det store anlæg kan betyde, at de skal flytte fra hus og hjem.
- Jeg kan slet ikke forholde mig til det, jeg synes, at det er helt grotesk, siger Charlotte Davidsen, der er lodsejer fra Silkeborg.
Det er Silkeborg Forsyning, der ønsker at bygge det store solenergianlæg.
- Hvis det går efter de planer, som jeg har set, så vil det betyde, at jeg ikke ved, om jeg er købt eller solgt, og det er selvfølgelig frustrerende, siger Charlotte Davidsen.
Politikerne i plan-, miljø- og klimaudvalget i Silkeborg Kommune fik mandag præsenteret planerne, og det blev besluttet at gå videre.
- Vi har en målsætning om at spytte med i bøssen hvad angår vedvarende energi, og det her er et af de værktøjer, som man kan bruge, siger Jarl Gorridsen (V), der er formand for plan-, miljø- og klimaudvalget i Silkeborg Kommune.
Solenergianlægget skal levere varme, varmen skal bruges af kraftvarmeværket, og derfor skal solenergianlægget helst ligge tæt på.
Politikere kigger på muligheder
Det er endnu ikke besluttet, hvor et eventuelt solenergianlæg præcist skal ligge. Politikerne har bedt Silkeborg Forsyning om også at kigge på andre muligheder i nærheden.
Jarl Gorridsen vil ikke afvise, at politikerne kan blive nødt til at ekspropriere noget.
- Nej, det kan jeg ikke, men jeg vil meget nødigt gå den vej, siger han.
Hos Dansk Folkeparti afviser de det dog.
- Vi må ikke ud i ekspropriation, det må vi ikke, siger Theresa Jørgensen (DF), der er medlem af plan-, miljø- og klimaudvalget i Silkeborg Kommune.
Silkeborg Forsyning ønsker ikke at kommentere sagen overfor TV 2 | ØSTJYLLAND.
Du kan se mere om sagen i indslaget øverst på siden.