Bekymret for dårlig økonomi
Klub har underskud på en halv million kroner
Der er færre tilskuere til Randers HK's kampe, og salget er også faldende. Derfor må håndboldklubben torsdag offentliggøre et regnskab med et underskud på lidt over en halv million kroner.
De røde tal vækker naturligvis ikke begejstring hos klubbens direktør Henrik Mortensen.
- Vi er utrolig glade for de sportslige resultater, men fokus er og vil i endnu højere grad fremadrettet være at skabe sorte tal på bundlinjen igen, men vi må desværre konstatere, at der er vanskelige vilkår i øjeblikket.
- Trods det utilfredsstillende resultat er egenkapitalen i Randers HK A/S dog næsten på samme niveau som ved etableringen af selskabet, siger Henrik Mortensen i en pressemeddelelse.
Med kampen om bronzemedaljerne blev selskabets sportslige mål forud for sidste sæson nået.
Målsætningen blev endda krydret med deltagelse i Champions Leagues hovedrunde, der gjorde Randes HK til et af Europas otte bedste hold i 2013.
- De kommercielle vilkår er dog stadig vanskelige, og som følge heraf udviste regnskabet et minus på 543.000 kroner, lyder det fra klubben.
Regnskabet viser, at omsætningen faldt med omkring 1,4 millioner i forhold til året før, og trods en stram omkostningsstyring lykkedes det derfor ikke at nå et positivt resultat.
- Trods stor fokus på indtægtsgenereringen forventer vi desværre fortsat et fald, og vi har derfor igen i år forsøgt at tilpasse omkostningerne tilsvarende, blandt andet ved ikke at tilmelde os EHF Cuppen.
- Der er ingen tvivl om, at hvis ikke vi får stoppet denne udvikling, så bliver det meget svært at fastholde det nuværende niveau på og udenfor banen, forklarer Henrik Mortensen.
På generalforsamlingen i Randers blev Jes W. Grønbæk valgt som ny formand i stedet for den afgående formand Jan Dahl Jensen.