Bekymrede for reform
Østjyske landmænd er ikke imponerede
I nat blev EU's ministre enige om en reform på landbrugsområdet, der blandt andet skal give støtte til en grøn tankegang og gøre de enkelte lande mere selvstændig i deres fordeling af landbrugsmidler.
Men den nye reform bekymrer Anders Laustsen, der er næstformand i Dansk Landbrug i Midt- og Østjylland.
- Vi er meget bekymrede. Faktisk er vi bange for, at den nye reform vil skubbe nogle af dem, der er hårdest ramt helt ud over kanten, fortæller han i dag til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Han bekymring grunder i, at de EU-midler som Danmark hidtil selv har været herre over, ifølge ham er i for høj grad er blevet brugt til landdistriktsmidler. Han ville ønske at ministeren i højere grad vil prioritere pengene til at dyrke mere jord.
Reformen indeholder flere punkter, der giver et økonomisk incitament til at lave grønne tiltag i landbruget. Knap en tredjedel af hektarstøtten er betinget af, at støttemodtagerne opfylder nogle grønne krav.
Men den østjyske landmand er ikke imponeret.
- Vi er allerede nået rigtigt langt indenfor grøn landbrug i Danmark. Vi kan godt bliver endnu bedre, og dermed opnå støtten. Men andre lande skal muligvis bare nå det niveau, som vi allerede har nået i Danmark, for at få deres støtte, siger Anders Laustsen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Fødevareminister Mette Gjerskov (S) er overordnet tilfreds med aftalen, der gælder fra 2014 og seks år frem.