Behøver ikke frygte Århus
Vestjyske kommuner skal ikke frygte Århus som centrum for ny storregion, mener borgmester Louise Gade.
De vestjyske borgmestre behøver ikke være bekymrede for, at Århus vil tromle hen over de mindre kommuner, hvis Århus bliver centrum for en ny region. Det fremhæver Århus' borgmester, Louise Gade (V).
- Vi har ingen interesse i at gå på strandhugst i andre kommuner. Kommer der en regionsdannelse med Århus som centrum, så vil vores tilgang være, at hele regionen er et fælles arbejdskraftopland, og vi sammen skal kæmpe for at få den maksimale vækst til området, siger Louise Gade til Ritzaus Bureau.
I en fælles udtalelse fra syv socialdemokratisk ledede kommuner i Viborg Amt lægger borgmestrene fra bl.a. Karup, Mors og Skive kraftigt afstand til Århus som en ny hovedby. Borgmestrene mener, der er for langt fra Rådhuspladsen i Århus til Hanstholm, Karup og Skive, og at borgerne i det vestlige Jylland vil miste indflydelse.