Behandler brystkræft bedre

Billeder af patient gør behandling med stråler mere præcis

Som det første sted i landet har strålecentret på Aarhus Universitetshospital indført billedvejledt strålebehandling, som gør behandlingen af kvinder med brystkræft endnu mere sikker.  

Den nye metode lejrer nemlig kvindernes bryst bedre under behandlingen, og dermed bliver strålerne mere præcise.

- Det er en rigtig god fornemmelse i hverdagen, at vi kan sikre os, at kvinderne ligger korrekt hver gang. Vi bestråler tæt på hjertet, så det er meget vigtigt for os at optimere sikkerheden og skåne det normale væv, siger Birgitte Offersen, der er overlæge på Onkologisk Afdeling på Aarhus Universitetshospital.

Små tatoveringer

Strålebehandlingen bliver ved sin start tilrettelagt ud fra en CT-skanning, der giver overblik over, hvor strålerne skal ramme. Derefter bliver der lavet små tatoveringer på kvindens bryst, så man kan sikre, at brystet bliver lagt korrekt til rette ved hver strålebehandling.

For at sikre en korrekt lejring af brystet har man på Aarhus Universitetshospital udviklet, testet og indført en metode, hvor sygeplejersker før hver strålebehandling tager røntgenbilleder af kvindens brystvæg og bruger billederne til at placere hende i den korrekte position.

Metoden blev indført i begyndelsen af 2011 og har nu ført til mere end 25.000 billedvejledte behandlinger, som ifølge Aarhus Universitetshospital har givet et løft i præcisionen.

Strålecentret på Aarhus Universitetshospital er det første center i Danmark og formodentligt også i verden, der har indført billedvejledt strålebehandling til alle kræftpatienter.