Begrænset rabat til svindlere
Vestre Landsret idømte tre svindlere nogenlunde samme straffe som byretten i den landskendte sag om omfattende Dankortfusk.
Tre Dankort-svindlere fik ikke meget ud af at anke den dom, de tidligere havde modtaget for at lænse deres kunders bankkonti. De tre mænd havde tilknytning til grill-baren Texas Chicken og Gyros i Sønder Allé i Århus, og her fik de adgang til kundernes konti ved at aflure deres pinkoder, når de betalte med dankort.
I byretten har de tidligere fået straffe på mellem tre og et halvt og fire års fængsel, og Vestre Landsret kom i dagens ankesag frem til nogenlunde samme resultat. Her blev de tre mænd idømt straffe på mellem tre og fire års fængsel.
To af de tre dømte slap altså nogle få månedes fængsel billigere i forhold til byretsdommen, mens hovedmanden Doru-Florin Ruxanda - en 26-årig mand af rumænsk afstamning - fik stadfæstet sin dom på fire års fængsel. Han påstod straks efter, at dommen var politisk. De to øvrige dømte i sagen er af mellemøstlig afstamning, og kravet mod den ene om udvisning til Irak blev afvist af retten, idet han - en 33-årig mand - aldrig har haft tilknytning til landet.
TV2 / Østjylland har mere om dommene i aftenens udsendelser.