Begræder færge-lukning

Kan få stor betydning for vognmandsfirmaer

Nyheden om at Kattegatruten mellem Aarhus og Kalundborg lukker bliver mødt med tristhed blandt de lastbilchauffører der skulle med færgen torsdag aften kl. 22.

- Det er sgu da noget skidt for os, vi kommer til at mangle ruten. Vi kommer til at skulle lave en masse om i vores kørsel. Vi kommer til at miste meget af vores kørsel, for vi kan ikke nå at køre til Sjælland og hjem igen på en dag, hvis vi skal overholde vores køretid, siger lastbilchauffør Patrick Dalsgaard Olesen til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Se: Kattegatruten lukker

Chaufførerne forudser, at lukningen også vil betyde tabt indtjening, da kørertiden nu bliver længere over Storebæltsbroen.

- Det har vi det ikke ret godt med, det er noget skidt. Vi kommer til at skulle køre over broen hver dag, og det kommer til at koste en masse køretid, og det går galt med vores kører/hviletid, og vi kommer til at miste en indtægt, da vi ikke længere kan nå det samme, siger lastbilchauffør Ole Martin Nielsen til TV 2 | ØSTJYLLAND.