Bedste tendere battler i drinks
Byens bartendere udfordrer hinanden
De bringer smilet frem i Smilets Bys natteliv, når de shaker alverdens famøse cocktails til horder af velbetalende kunder, der gerne giver lidt ekstra for at smage på en drink, der er kreeret af byens bedste bartendere. Onsdag aften udfordrer de hinanden på tværs af bardisken - i eventet 'Aarhus Bar Crash'.
Mojito, Strawberry Daquiri og Cosmopolitan. Cocktails, de fleste kender dem af egen erfaring eller fra film. Men der skal lidt mere til onsdag aften for at imponere nogle af Europas bedste bartendere, når de udfordrer bartenderne fra alverdens diskoteker og klubber på den aarhusianske cocktailscene. Der bliver kamp til toppen af glasset, og forhåbentlig vil det højne niveauet for, hvordan man opfatter og udfører cocktail-kunst, lyder meldingen fra arrangørerne.
Dommerpanelet er af absolut verdensklasse og er repræsenteret af tre ejere af nogle af byens førende cocktailbarer. Hasse Bank Johansen fra St. Pauls Apothek, Joachim Andgren fra Barstart og Chris Lombardi fra Sidebar. Deltagerne vil bedømt med lup - og deres cocktails er naturligvis først for øje, men der bliver også bidt mærke i passion og glæde, når der serveres og shakes.
Deltagerne kommer blandt andet fra Herr Bartels, Sidebar, St. Pauls Apothek, Fidels, MASH, Rar Bar og Strandbaren.
Der bliver overrakt to priser. En til bedste bartender - og en til bedste opbakning fra kolleger. Og det bedste af det hele er, at der ikke er nogle regler eller grænser.
Konkurrencen finder sted på Herr Bartels på Åboulevarden i Aarhus.
TV 2 | ØSTJYLLAND er med igennem live fra konkurrencen. Skulle du misse den, kan du gense den her på vores hjemmeside godt en halv time efter udsendelsen er slut.