Bedre sundhed skal mindske sygefravær
I Silkeborg Kommune skal et nyt projekt på Entreprenørgården gavne både arbejdspladsen og de ansatte selv
80 mand har meldt sig til et nyt sundhedsprojekt på Entreprenørgården i Silkeborg. Her får de en række sundhedstilbud og skal løbende til tjek, for at se hvordan det går med livsstilsændringen.
- Vi har taget initiativ til projektet, fordi der i 2014 var et højt sygefravær blandt medarbejderne, og det skulle vi have gjort noget ved, siger entreprenørchef Asbjørn Dam Jørgensen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
I første omgang blev tiltaget mødt af en smule skepsis blandt medarbejderne, men især en peptalk fra Lindy Aldahl kendt fra DR-programmet 'Rigtige mænd' i november fik vendt stemningen.
- 80 meldte sig til sundhedsprojektet, og for dem bliver der så nogle forskellige træningshold og aktiviteter. Desuden er der præmier til dem, der klarer sig bedst, forklarer Asbjørn Dam Jørgensen.
Skal være en del af kulturen
Entreprenørchefen slår fast, at det ikke i første omgang kun er for at nedbringe fraværet, projektet er sat i søen.
- Det er først og fremmest for medarbejdernes egen sundheds skyld, men en afledt effekt kan så være lavere sygefravær, lyder det fra Asbjørn Dam Jørgensen.
På sigt håber han også på, at initiativet kan medføre mere drastiske ændringer på arbejdspladsen.
- Sundhed skulle gerne blive en del af kulturen på Entreprenørgården, så folk samles om at dyrke motion i deres fritid, siger Asbjørn Dam Jørgensen.
Vil se om jeg er i form
En af de medarbejdere, som er med i projektet, er anlægsgartnerelev Sigrid Ydema.
- Jeg vil gerne have tjekket, om jeg er i god form, og om min vægt er god. Og så få undersøgt om jeg har for meget fedt på kroppen, forklarer hun.
Hun synes, at det er et fedt projekt, der er blevet taget initiativ til.
- Det kan hjælpe de ansatte med at komme i bedre form og tabe sig, mener Sigrid Ydema.
Du kan se interviews med Asbjørn Dam Jørgensen og Sigrid Ydema øverst i artiklen.