Bedre sikkerhed efter voldtægt

Nattevagt blev voldtaget af beboer

Foto: Google Maps

En kvindelig nattevagt på døgninstitutionen Himmelbjerggården i Ry blev for en måned siden voldtaget af en mandlig bebeoer.

Episoden fandt sted den 26. august, men er først blevet kendt for offentligheden i dag. Det er ifølge Himmelbjerggården sket af hensyn til den kvindelige medarbejder.

- Det er en hændelse, som har påvirket os alle meget, og på Himmelbjerggården har man gjort alt for at hjælpe og støtte den pågældende medarbejder med blandt andet tilbud om krisehjælp fra psykolog, siger Ann-Britt Wetche, som er socialdirektør i Psykiatri og Social i Region Midtjylland.

Voldtægten har nu fået institutionen til skærpe sikkerheden for at undgå lignende episoder.

Ifølge Ann-Britt Wetche vil der fremover være øget bemanding om natten, og snart vil medarbejderne også være i besiddelse af en bærbar alarm.

Himmelbjerggården er en døgninstitution for børn og unge med store sociale-, emotionelle- og adfærdsmæssige vanskeligheder.