- Bederum bør nedlægges
Kritik af bederum på politigården
Bederummet på politigården i Aarhus får en hård medfart af Dansk Folkeparti.
I september indrettede Østjyllands Politi et bederum efter ønske fra flere muslimske medarbejdere på stationen, som gerne ville bede i løbet af arbejdsdagen.
Dengang vakte bederummet debat internt blandt medarbejderne, og Dansk Folkeparti langede ud efter idéen, og ville have justitsminister Mette Frederiksen (S) til at redegøre for politiets beslutning om at lave et bederum, som kan benyttes i arbejdstiden.
- Der skal slet ikke være den slags bederum på danske arbejdspladser, og det pågældende bederum bør efter min opfattelse nedlægges straks, fortæller Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup, i en pressemeddelelse.
I sit svar forklarer Justitsministeriet, at den lokale ledelse beslutter, hvordan arbejdstiden skal anvendes, og at der, ifølge rigspolitiet og politiforbundets aftale, kan afholdes pauser under på 30 minutter uden af medarbejderen bliver trukket i løn.
Kan ikke bede og få løn samtidig
Peter Skaarup er ikke tilfreds med, at de muslimske medarbejdere kan bede i arbejdstiden uden at blive trukket i løn.
- Den går altså ikke, at man sådan kan bede og få løn samtidigt. Jeg kan forstå, man kan få løn forudsat, at man står til rådighed for arbejdsgiveren. Det har jeg meget svært ved at forestille mig, at man gør i denne situation. Den ledende medarbejder på stationen går jo næppe ind og forstyrrer en ansat, der er midt i en bøn, fortæller Peter Skaarup.
Ifølge Rigspolitiet er der, på nær en enkelt afdeling i Rigspolitiet, ingen andre politikredse, der stiller lokaler til rådighed til bøn.