Bededagsferie begynder: Se hvor og hvornår man forventer tæt trafik
Vejdirektoratet forventer tæt trafik og risiko for forlænget rejsetid på udvalgte dage og strækninger omkring bededagsferien
I dag, torsdag, begynder bededagsferien for mange danskere. Nogle tager på ferie, andre i sommerhus, og nogle smutter hjem til familien.
Vejdirektoratet forventer tæt trafik og risiko for forlænget rejsetid på udvalgte dage i forbindelse med bededagsferien - og det gælder også østjyderne.
Læs også
Særligt på E45 Østjyske motorvej skal bilisterne være opmærksomme.
- Der er som regel meget trafik på strækningen mellem Aarhus og Kolding i rejsedagene, fordi mange bilister kommer fra hovedstadsområdet og skal på ferie i Jylland. Og så fordeler de sig op igennem landet og ned sydpå, siger Ruben Bay-Madsen, der er vagthavende hos Vejdirektoratet, og tilføjer:
- Og oveni dét, er der også vejarbejde ved Skanderborg, hvor der er hastighedsnedsættelse til 80 km/t, som gør, at trafikken glider langsommere, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.
Vejarbejdet er en større udvidelse af motorvejen, hvor man udvider med et ekstra spor i begge retninger.
Se, hvornår der er risiko for tæt trafik
Det er særligt i dag mellem klokken 15.00 og 19.00, at der er stor risiko for kødannelse og forlænget rejsetid i det østjyske.
- Det er fordi myldretidstrafikken blander sig med udrejsetrafikken, og det giver mange biler på vejen. Det er dog ikke ensbetydende med, at der er kø, men hvis der sker et uheld eller tabt gods, så vil det gøre, at der kommer ophobning, der giver længere rejsetid, siger Ruben Bay-Madsen.
De tre gode råd
Vejdirektoratet vil derfor også gerne give de østjyske bilister et par gode råd med på vejen, hvis man skal ud i bededags-trafikken.
- Vi anbefaler, at man tager sig tid til at tjekke sin rute og sætter god tid af til sin rejse, siger Ruben Bay-Madsen.
- Man kan også holde sig orienteret på trafikinfo.dk og på vores app 'Trafikinfo', hvor man kan følge med i trafikken, om der er uheld eller tabt gods og om eventuelle forsinkelser, siger han og tilføjer til sidst:
- Hold god afstand. Når folk har travlt og kommer for sent afsted, så kører de ofte tættere i trafikken, og det kan give uheld og forsinkelser, siger han.
Der forventes periodevis tæt trafik på disse strækninger
- Fynske motorvej
- Vestmotorvejen
- Rute 21 til og fra Sjællands Odde
- E45 Østjyske motorvej
- E45 Sønderjyske motorvej
- Hillerødmotorvejens forlængelse
Kilde: Vejdirektoratet