Beboere kan ånde lettet op
Beboere på Trøjborg behøver ikke frygte økonomisk ruin
Beboerne i ejendommen Niels Juels Gade 43 på Trøjborg i Aarhus kan ånde lettet op.
Beboernes forsikringsselskab, Alm. Brand, har lovet beboerne, at de ikke kommer til at lide et økonomisk tab, efter at deres bygning er begyndt at slå revner.
Skaderne på bygningen på Niels Juels Gade skyldes udgravninger på en nabogrund. Skaderne er så kraftige, at beboerne er flyttet ud af bygningen på grund af fare for sammenstyrtning. Teknologisk Institut anbefaler, at bygningen rives ned og erstattes af en ny.
Entreprenøren, der arbejdede på nabogrunden, er dog kun forsikret for 5 mio. kr. Da opførelsen af en helt ny bygning skønnes at koste mellem 10 og 15 mio. kr., risikerede beboerne med andre ord at hænge på en større regning.
I dag har beboernes eget forsikringsselskab, Alm. Brand, dog garanteret beboerne, at de ikke kommer til at lide et tab. Det fortæller beboernes advokat, Michael Melchior.
- Det skabte stor glæde hos beboerne. Det fjerner en stor usikkerhed om, hvorvidt de kommer til at hænge på en regning eller ej. Det er en glædelig afgørelse, siger Michael Melchior til TV 2 | ØSTJYLLAND.