Beboer overraskede tyve

To personer anholdt efter indbrud

Foto: Colourbox

To mænd blev natten til onsdag anholdt, og de er mistænkt for at have begået indbrud i et hus på Studstrup Strandvej i Studstrup nord for Aarhus.

Det var husets beboer, der slog alarm til politiet, da personen opdagede de to indbrudstyve på færde.

Da husets beboer tændte lyset, valgte de to personer at stikke af fra stedet.

Kort tid senere blev to personer anholdt, da en hundepatrulje fra Østjyllands Politi opdagede dem, da de var på vej væk fra stedet i bil.

- I bilen fandtes indbrudsværktøj, ligesom de to mænd havde maskering til ansigtet rundt om halsen ved anholdelsen, oplyser Østjyllands Politi.

De to mænd på 29 og 37 år er fra henholdsvis Aarhus-området og Viborg.

De blev anholdt klokken 03.33 og blev løsladt efter endt afhøring, men de er fortsat sigtet i sagen.