Brabrand-beboer nægter at tage imod penge for at flytte: - Nej tak, jeg bor godt her

Beboerne i Skovgårdsparken kan modtage 50.000 kroner for at fraflytte, men det er ikke alle, der er begejstrede

00:33

VIDEO: Allan Röhl synes ikke, at ordningen med 50.000 kroner mod frivillig fraflytning er en god løsning.

50.000 kroner. Så mange penge vil beboere på overførselsindkomst kunne få, hvis de frivilligt flytter ud af Skovgårdsparken i Aarhus. Dette er et initiativ, som boligforeningen har gjort, så de undgår at få revet dele af deres boligområde ned.

En del af regeringens ghettoplan er, at der i 2030 ikke længere skal være ghettoer i Danmark. Som konsekvens heraf vil de nedrive sociale boligområder, som befinder sig i kategorien ’hårde ghettoer’.

Læs også 50.000 kr. for at flytte: Stor interesse for 'flyttetilbud' overrasker boligdirektør

Tiltaget er ikke noget, som alle beboerne finder tilfredsstillende. Allan Röhl, som er flexjobber, ville personligt aldrig selv tage mod pengene for at flytte. 

- Nej tak. Kort og kontant. Jeg bor godt her, jeg synes det er et fedt sted at bo. Søde og rare mennesker, jeg omgås. Søde naboer, som for øvrig er super hjælpsomme, fortæller Allan Röhl til TV2 ØSTJYLLAND.

Bør skaffe arbejde

Allan Röhl mener, at man burde bruge pengene på at afhjælpe problemet med arbejdsløshed, frem for at give folk penge for at flytte.

- Jeg synes, at det var bedre at skaffe arbejde til dem, der er herude, og som gerne vil arbejde, for dem er der mange af. Man slår to fluer med et smæk. Man får nogle i arbejde og man løser et socialt problem, mener han.

Men ifølge direktør, Keld Laursen, så er det en indsats, som kommunen allerede gør i området. Og tiden er ikke til, at dette fortsat er den eneste indsats.

Keld Laursen fortæller, at boligområdet for kort tid siden blev nyrenoveret. 

- Der er allerede nu meget stærke indsatser om at få folk i arbejdet. Det er ikke et spørgsmål om enten eller, og lige nu er det et kapløb med tiden for at få de her folk i arbejde, inden fælden klapper i lovgivningen, fortæller direktør i Brabrand Boligforening Keld Laursen til TV2 ØSTJYLLAND.

Problemet består alene i, at der er en trussel om nedrivning, og det er det, vi forsøger at imødegå.

Keld Laursen, direktør, Brabrand Boligforening

Ifølge Keld Laursen er det en beslutning, som er taget, fordi lovgivningen netop truer med nedrivning af boliger.

- Her i Skovgårdsparken har vi ikke opfattet det som et problem at være på ghettolisten før nu. Problemet består alene i, at der er en trussel om nedrivning, og det er det, vi forsøger at imødegå, fortæller han.

De fem officielle punkter der definerer en ghetto.

Nu lever Skovgårdsparken op til tre ud af de fem kriterier for at være på ghettolisten, og det er netop tre af punkerne, som et boligområde skal opfylde for, at de befinder sig på listen.

Kortvarig løsning

Det er punktet omkring mere end 40 pct. på overførselsindkomst, som det nye initiativ skal forsøge at komme til livs. Det er en løsning, som Allan Röhl ikke tror på.

- Problemet er mange gange, at hvis man laver et tiltag som dette her, så er det mange af de ressourcestærke, som flytter. Jeg synes ikke, at det løser noget som helst. Det er som at tisse i bukserne, når man fryser, udtaler han.

Jeg synes ikke, at det løser noget som helst. Det er som at tisse i bukserne, når man fryser.

Allan Röhl, beboer, Skovgårdsparken

Der er 19 beboere tilmeldt til samtaler med boligforeningen, da de umiddelbart har interesse i tilbuddet om at få 50.000 kroner for at flytte fra Skovgårdsparken.

Læs også Aarhus opgiver ghettokrav: Rådmand vil have dispensation