Bears-profil med i Vild med dans
Bakken Bears' Chris Christoffersen skal være med i TV2 s Vild med dans
Den 218 centimeter høje basketballspiller fra Aarhus udskifter til august basketstøvlerne med laksko, når han skal være med i TV 2s populære danseprogram Vild med dans.
- Det bliver en udfordring for hende, der skal lære mig at danse, siger Chris Christoffersen til tv2oj.dk og fortæller, at han aldrig har været den store danser.
- Jeg er ikke særlig god til at danse, og jeg har nok altid mere været ham, der stod ved baren, når jeg var i byen, så det bliver en udfordring. Man skal udfordre sig selv, og jeg er tændt på at tage udfordringen op. Vi sportsfolk tænder jo på udfordringer, siger Chris Christoffersen, der gennem en årrække har spillet for Bakken Bears.
VIDEO: Mød bjørnenes kæmpe fordel
Han fortæller, at klubben har været positiv overfor eventyret på dansegulvet, og at han nok skal kunne passe basket-træningen i Aarhus-klubben imens.
- Det bliver ikke noget problem med den ekstra træning. Jeg er vant til at træne meget, og ved siden af basket arbejder jeg som personligtræner, så jeg er vant til det. Tidsmæssigt bliver det et pulsespil, der skal gå op, men heldigvis skal jeg træne dans i Aarhus, så det gør det nemmere, siger Chris Christoffersen, der begynder dansetræningen midt i august.
Det vides endnu ikke hvilken danser, der får tjansen med at lære Chris Christoffersen at bevæge sig på et dansegulv.