Bayerske pølser tilbagekaldes
Tulip finder plaststykker i bayerske pølser
Det kan være en god idé at tjekke pølsepakken, inden du lægger indholdet på grillen i det sommerlige vejr.
Er det bayerske pølser fra Steff-Houlberg i 435 grams pakninger produceret den 24. april 2012 og købt i Rema 1000 eller Kiwi, kan der nemlig være små stykker sort blødt plast i pølserne.
- Der er sket en menneskelig fejl, der betyder, at et lille stykke af det plastik, der bliver brugt til at dække kødet for at beskytte det, er kommet med i produktionen og dermed er endt i det færdige produkt, siger Carsten Christensen, kvalitetsdirektør i Tulip Food Company.
- Det er en meget beklagelig fejl, siger han.
Tulip - der er producenten bag pølserne - tilbagekalder pølserne og opfordrer til, at forbrugerne afleverer dem i butikken, hvor de er købt, og får pengene tilbage.
Carsten Christensen understreger, at det ikke er farligt at spise pølserne, men siger, at det selvfølgelig kan være en ubehagelig oplevelse for forbrugerne, hvis der er plastik i produktet. Derfor vælger Tulip at tilbagekalde pølserne.