Barnemorder var sæddonor
Sædbanken Cryos i Århus, har i to år haft barnemorderen Heine Nielsen som leverandør, skriver B.T.
Heine Nielsen, som i denne uge blev idømt forvaring på ubestemt tid, har gennem to år leveret sæd til den århusianske sædbank Cryos.
Heine Nielsen blev dømt for at have dræbt sin otte uger gamle datter, og er tidligere dømt for barnemord.
Overlæge Jess Gerlach fra Sct. Hans Hospital udtaler til dagbladet B.T., at det er en meget alvorlig situation, idet der er 50 procents risiko for , at et barn får overført generne - og dermed de psykopatiske træk.
- En kvinde, der bliver gravid med en psykopatisk mand, burde overveje abort, understreger Jess Gerlach ifølge avisen.
Cryos-direktør Ole Schou er chokeret over, at dobbeltmorderen er sluppet igennem de tests, som sædbanken foretager af donorerne.