To barndoms-venners drøm går i opfyldelse
Lasse Kornum og Rasmus Matthiesens drøm har åbnet en butik med hjælp fra familier og venner
I dag, fredag, klokken 10 begyndte et nyt kapitel for Lasse Kornum og Rasmus Matthiesen. Her slog de dørene op til deres nye butik, LAKOR, i Aarhus.
Butikken er for de to kammerater et slags symbol på deres venskab. De mødte hinanden som 16-årige i Kolding, hvor Rasmus Matthiesen begyndte på efterskole.
Siden har de fulgt hinanden. Deres veje har krydset, og nu er de så flettet sammen igen. Åbningen af butikken i Aarhus, hvor de begge kommer fra, beskriver Lasse Kornum som en drøm, der går i opfyldelse:
- Dengang aftalte vi, at vi skulle blive så gode til håndbold, at vi kunne møde hinanden i ligakamp, og at vi skulle åbne vores egen tøjbutik. De barnlige, naive drømmer er nu blevet realiseret med åbningen af vores butik, siger han til tv2oj.dk og fortæller, at der ikke skulle meget til at overbevise vennen om, at tiden var inde:
- Jeg ringede til Rasmus, som boede med sin kæreste i Østrig. Jeg kan stadig huske opkaldet: "Jeg kan være hjemme i Danmark den 1. januar", sagde han, da jeg spurgte, om han var med på idéen.
Hjælp fra omgangskredsen
Lasse Kornum og Rasmus Matthiesen er begge surfere og elsker at boltre sig i bølgerne ved Klitmøller - også kaldet "Cold Hawaii". Det er fra deres fælles passion, at de har fundet inspiration til butikken.
Inspirationen er Vesterhavet og gamle håndværk, som kommer til udtryk i nogle af deres produkter. Huer og halstørklæder er hjemmelavede. Mødre, bedstemødre, venner og bekendte bidrager til butikken:
- Min moster strikker eksempelvis halstørklæder i uld på en gammel strikkemaskine fra 1970'erne, siger Lasse Kornum:
- I stedet for, at de kun strikker sokker til julegaver, så kan de på den her måde se deres produkt blive en del af noget mere spændende.
Du kan se Rasmus Matthiesen fortælle om nogle af de ting, som familiemedlemmerne og vennerne strikker til butikken i videoen øverst i artiklen.
Den 10. marts 2016 kl. 19.50 kan du se et længere portræt af de to venner og iværksættere i programmet "Livet + det løse" på TV 2 | ØSTJYLLAND.