Bankrøveri i Hammel

Røver truer bankansatte med kniv

Hætteklædt mand fik udleveret penge fra Jyske Bank og tog efterfølgende flugten mod Aarhus i en stationcar.

Medarbejderne i en Jyske Bank-filial i Hammel fik sig torsdag eftermiddag en chokerende oplevelse, da en hætteklædt mand trådte ind af døren.

- En gerningsmand indfinder sig i banken og truer med en kniv.
Han får et udbytte med derfra, siger vagtchef Jes Frederiksen fra Østjyllands Politi, som dog ikke vil oplyse nærmere om beløbets størrelse.

Bankrøveren flygtede derefter ud af pengeinstituttet på Banealle med pengene i en plastikpose. Tæt ved banken holdt en sølvfarvet Audi S4 stationcar, som gerningsmanden tog flugten i.

- Om han har haft en medgerningsmand siddende i bilen, ved vi endnu ikke, siger Jes Frederiksen.

Under en time senere omkring klokken 18.00 fik politiet en anmeldelse om brand i et køretøj på Gudrunsvej i det vestlige Aarhus. Det viste sig at være flugtbilen.

- Vi er meget interesseret i at høre fra personer, som har været i Hammel omkring gerningstidspunktet, eller som har set noget ved den brændende bil i forbindelse med, at den blev parkeret og efterfølgende sat i brand, siger vagtchefen.

Ifølge politiet var gerningsmanden iført en sort jakke med hætte samt sorte joggingbukser, da han røvede pengeinstituttet.