Bankrøvere fanget efter stor politijagt
Politiet satte store styrker ind i jagten på tre gerningsmænd til røveri i Århus. Gerningsmændene er alle fanget.
Østjyllands Politi har efter en dramatisk jagt i det nordlige Århus anholdt tre mænd, der tidligere på dagen røvede en Nordea-afdeling på Randersvej i Århus. Røverne skød mod politiet og dræbte en politihund.
De tre mænd slap af sted med et endnu ukendt beløb fra banken. Efter bankrøveriet kom det til en skudveksling mellem røverne og politiet. Hvor mange skud, der faldt, og hvor tæt mennesker var på at blive ramt, er endnu uklart.
Hele eller dele af udbyttet fra bankrøveriet er fundet i en mørkegrøn Audi, som røverne efterlod for at fortsætte deres flugt til fods.
Den først anholdte bankrøver er en 32-årig mand fra Litauen. Politiet formoder, at de andre røvere også er fra Litauen, oplyser politikommissær Mogens Brøndum, Østjyllands Politi.
De to andre anholdelser fandt sted over middag efter en intens jagt i området omkring bankafdelingen af politi med hunde, og politiet havde også en helikopter i luften. Hele området mellem Randersvej, Halmstadgade, Herredsvej og Paludan-Müllersvej var afspærret i flere timer under jagten.
Bankrøveriet fandt sted ved 10-tiden, og politiet var hurtigt talstærkt til stede. Efter røveriet forsøgte røverne at slippe væk i en bil, men den blev standset af politiet, hvorefter de tre mænd fortsatte til fods. Da politiet satte efter dem med hunde, affyrede de skud mod de forfølgende betjente og ramte en politihund.
Politiet afgav også skud, oplyser Mogens Brøndum.
Røverne efterlod deres flugtbil, en mørkegrøn Audi 80 Sedan, årgang 1992. Bilen, der er dansk indregistreret, blev stjålet i Århus-området på et tidspunkt mellem torsdag ved 18.30-tiden og tidligt fredag morgen. Politiet efterlyser vidner, der måtte have set den i timerne forud for røveriet.
Se mere i fredagens nyhedsudsendelser på TV 2 | ØSTJYLLAND