Bankboks sprængt i Hammel
Overvågningskamera viser fire maskerede personer
Fire maskerede personer sprængte i nat ved 02.30-tiden en Nordea-bankboks på Torvegade i Hammel.
De fire personer er sluppet afsted med et større kontant beløb - hvor stort ønsker politiet ikke at oplyse
- Billeder fra bankens overvågningskameraer viser, at det er fire maskerede personer, der står bag pengetyveriet, oplyser politiassistent Tomas Hinge til TV 2 | ØSTJYLLAND.
- Vi har her til morgen stadig teknikere på stedet. De er i fuld gang med at sikre spor fra gerningsstedet.
De fire gerningsmænd kørte, ifølge politiet, fra gerningstedet i en sølvgrå muskelbil - formodentlig en Audi A6 Avant. Den havde panorama tagvindue, tonede ruder og sorte fælge. På forreste kofanger var der monteret tågelygter.
-Vi vil rigtig gerne i kontakt med personer, som har set en sådan bil i Hammel eller som har hørt eller set andet, der kunne have forbindelse til bokssprængningen, siger Thomas Hinge.
Østjyllands Politi efterlyser ligeledes en sølvgrå BMW 335 D, som cirka 17 minutter før bokssprængningen blev stjålet fra en villa i Hinnerup. Politi understreger dog, at der ikke nødvendigvis er en sammenblanding af de to hændelser.
Østjyllands Politi kan kontaktes på tlf. 114