Bank slæber Randers FC i retten
Østjydsk Bank stævner Randers FC. Banken kræver fem millioner kroner for brud på sponsoraftale.
Det startede så godt med store smil og glæde over samarbejdet, da fodboldklubben Randers FC og Østjydsk Bank i 2003 indgik sponsorkontrakt.
Nu mødes parterne i retssalen. Banken har stævnet Randers FC for misligholdelse af kontrakten.
Ifølge Randers Amtavis' oplysninger vil Østjydsk Bank kræve i omegnen af fem millioner kroner for tab af eksponering. Uenigheden er stor.
- Ifølge 2003-kontrakten har vi ret til forlængelse af aftalen til og med 2008, men ledelsen i Randers FC nægter at eksponere banken som oprindeligt aftalt. Samtidig har man stik mod aftalen indgået sponsoraftale med en af vore konkurrenter, Sparekassen Kronjylland, siger adm. direktør i Østjydsk Bank, Jens Vendelbo til avisen.
Han føler sig så urimeligt behandlet, at man efter flere forligsforsøg har valgt at gå rettens vej for at få Randers FC til at overholde aftalen.
I Randers FC ønsker direktør Jacob Nielsen ikke at gå i detaljer.
- De seneste forsøg på forlig har ikke givet anledning til at tro på en mindelig løsning. Vi har en helt anden opfattelse af forløbet. Nu må retten tale, er Jacob Nielsens kommentar.