Banedanmark: Vi kendte ikke til påkørsler

Banedanmark afviser, man har haft kendskab til, at der tidligere er sket påkørsler ved den farlige overkørsel ved Trustrup.

I et skriftligt svar til TV 2 | ØSTJYLLAND skriver Banedanmark følgende:

Helle Bøhl-Møller, Banedanmark udtaler den 15 juni i TV Østjyllands nyheder, at Banedanmark ikke tidligere har haft anmærkninger på anlægget hverken tæt på eller konkrete uheld.

Denne udtalelse skete på baggrund af Banedanmarks viden om de sikkerhedsmæssige hændelser på Grenaa-banen - konkret de registreringer Banedanmark har i vores sikkerhedssystem, hvor der ikke er registreret nogen nærved hændelser eller hændelser i den konkrete overkørsel - før den tragiske ulykke i sidste uge.

Banedanmark og DSB har et løbende tæt samarbejde om sikkerheden på banen. Bl.a. har vi i det daglige et tæt samarbejde, hvor både Banedanmarks og DSB personale bl.a. rapporterer sikkerhedsmæssige nærved hændelser, der efterfølgende registreres i Banedanmark sikkerhedssystem, hvorefter Banedanmark følger op på de konkrete indmeldinger.

Banedanmark er i dag blevet oplyst om, at DSBs lokoførere har skrevet to arbejdsskadesanmeldelser efter to episoder hhv. den 23. august og 6 november 2008. De to episoder blev ikke rapporteret som sikkerhedsmæssige hændelser, og derfor kom de ikke til Banedanmarks kendskab.

Sikkerheden på jernbanen er generelt høj, men når der sker ulykker, er det ofte, når tog- og vejtrafik krydses i overkørsler.

Når resultatet af politiets og Havarikommissionens undersøgelser foreligger i den konkrete sag, vil det blive undersøgt, om der peges på tiltag der evt. kan gennemføres for at undgå lignende ulykker.

Banedanmark og DSB arbejder med sikkerheden på banen i flere sammenhæng. Desværre oplever både DSB og Banedanmark, at der er et alvorligt problem med sporoverløbere på Grenaa-Banen. Derfor forbereder vi i fællesskab at afvikle en "kryds ikke sporet kampagne" i efteråret 2010 for at oplyse aktivt om vigtigheden af ikke at krydse banen på uautoriserede steder og respektere signaler, bomme mv.

Denne kampagne inddrager også lokoførernes erfaringer med kørsel på Greenaa-banen.