Bandemedlem med boldbat: Jeg spiller rundbold
Black Army-medlem fik konfiskeret rundboldbat og skudsikker vest
En 35-årig mand med tilknytning til bandegrupperingen Black Army i Brabrand havde en noget alternativ forklaring, da han mandag aften kl. 18.00 blev standset med et boldbat i bilen i krydset Skanderborgvej/Ringvejen i Viby.
Da betjentene spurgte ham, hvad han skulle med battet, forklarede han, at han netop havde været ude at spille rundbold. Adspurgt hvor bolden så var, forklarede han, at hans hund havde spist den.
Den forklaring godtog betjentene ikke. Særligt ikke, da der samtidigt lå en skudsikker vest i bilen. Den 35-årige blev derfor sigtet for overtrædelse af våbenloven, og bat og vest blev beslaglagt.
Normalt er det hverken forbudt at eje eller bære et rundboldbat eller en skudsikker vest. Men når man bærer de to ting i forening stiller det sig anderledes. Så kan politiet afgøre, at det er del af en udrustning og beslaglægge begge dele.
- Hvis vi vurderer, at den skudsikre vest kan blive en del af en strafbar handling, kan vi beslaglægge den for at forebygge kriminalitet. Det vil altid afhænge af en konkret vurdering, uddyber Jakob Christiansen, som er kommunikationsrådgiver hos Østjyllands Politi.