Bande: Vi er i krig

Bandemedlemmer vil hævne skyderi

04:37

1 af 2

En bandestrid er under optrapning i Aarhus. Det står klart, efter en talsmand fra en gruppe unge bandemedlemmer nu står frem og fortæller om deres syn på de seneste ugers to skyderier i det vestlige Aarhus til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Bandens talsmand "MK" hævder at vide, hvem der står bag tirsdagens fem skud gennem et vindue, hvor to drenge lå og sov på den anden side. Og ifølge "MK" var kuglerne tiltænkt personer hos banden.

- Jeg synes, det er nogle tøser, der ikke kan finde ud af at ramme. Jeg synes, det er synd for den familie, hvor kuglerne kom ind gennem deres rude. De skød med en 9 mm, og vi kommer til at svare igen med en AK. De har ikke kun ramt en person eller to, de har ramt hele Gellerupparken, siger "MK" til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Se: - De kunne have dræbt os!

"MK" kalder striden intern:

- Det er bare lidt internt. Nogle små problemer som vi nok skal løse, når vi har likvideret dem alle sammen. Det kommer til at ske, når de er kommet op af deres lille hul, så får de nogle kugler igennem hovedet. Nu er der allerede krig.

Det vestlige Aarhus har inden for to uger været ramt af to skyderier. Politiet bekræfter i dag, at det formentlig er bander eller grupperinger, der står bag skudepisoderne, men de ønsker ikke at kommentere bande-talsmandens udtalelser til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Se interviewet med bande-talsmanden i videoen øverst på siden.