Bandana-klædt knivrøver
Politiet leder efter gerningsmanden bag to røverier
Torsdag aften forsøgte en mand med få minutters mellemrum at røve to butikker i det nordlige Aarhus ved at true personalet med en kniv.
Kl. 19.07 forsøgte manden at røve en kiosk på Bredevej i Egå, men her lykkedes det ekspedienten at flygte, og røveren stak tomhændet af fra stedet. Omkring 15 minutter senere blev også personalet i Lokal-Brugsen på Mejlbyvej i Hjortshøj truet med en kniv. Gerningsmanden slap af sted med et kontantbeløb. Han forsvandt i ukendt retning.
Politiet formoder, at der er tale om den samme gerningsmand bag begge røverier, oplyser vagtchef Per Bennekov til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Gerningsmanden beskrives som:
Omkring 175 cm høj
Spinkel af bygning
Dansk udseende
Iklædt en grå hættetrøje, arbejdsbukser og bar en rød bandana
Politiet hører gerne fra eventuelle vidner på telefon 114.