Bamseregn over bjørnene
Basketsejr krydret med julehjælp
Da Bakken Bears i går besejrede Team Fog Næstved var der mere end sejren at glæde sig over. Ved holdets først trepointsscoring regnede der mere end jubelråb fra tribunerne. 700 bamser fløj nemlig i gennem luften. Bamser, der nu kommer til at varme godt andre steder.
- Bamserne bliver givet til børn, der ikke har det særlig nemt til jul. Vi gør det for at sætte fokus på, at selvom julen nærmer sig, og de fleste har det godt, så er der altså nogle familier derude, der er mere presset end andre. Dem vil vi gerne være med til at hjælpe, fortæller sportsdirektør i Bakken Bears, Michael Piloz, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Det er tredje gang klubben bruger en kamp i november til at lave en "Teddy Bear Toss"-event. Fænomenet kommer fra USA og Canada, hvor det især bruges i ishockeysammenhænge. Men for Michael Piloz var stuntet naturligt bruge i klubben.
- Altså nu hedder vi jo Bakken Bears, så bamser er jo en perfekt kobling til os, og så er det bare fedt, at vi kan hjælpe nogle familier, der har det svært. Vi kan ikke give flæskestege til alle, men vi kan hjælpe med for eksempel de her bamser, fortæller han.
Bamserne bliver sammen med billetter til Bakken Bears kampe i januar givet til organisationen Børnenes Kontor, og ender som julegaver til børn i økonomisk udfordrede familier.
Se en video af det vilde bamsekast i videoen over artiklen.
Bakken bears fik indsamlet ca. 700 bamser, men i Canada kan det gå lidt vildere for sig. F.eks. ved Calgary Hitmans hockey kamp i 2012.