Ballade i Randers fortsætter
Venstre opgiver ny konstitueringsaftale, men bekræfter nu, at den var på tegnebrættet
Venstre, Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti var på vej til at indgå en ny konstitueringsaftale, der skulle fjerne mindretalspartierne fra vigtige udvalgsposter i Randers.
Det bekræfter Venstres gruppeformand, Anders Buhl-Christensen, over for TV 2 | ØSTJYLLAND
Hidtil har partierne ikke villet kommentere på rygterne om, at de overvejede at fjerne blandt andre Velfærdslistens Kasper Fuhr Christensen og Bjarne Overmark fra Beboerlisten fra deres udvalgsposter.
Anders Buhl-Christensen bekræfter dog nu, at en sådan plan har været på tegnebrættet.
- Det giver ikke mening at lave en ny konstituering med en gruppe Socialdemokrater, der ikke ved, hvilket ben de skal stå på, siger han til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Hos Socialdemokraterne har der angiveligt været interne problemer, og medlemmerne har været splittede i spørgsmålet om en ny konstitueringsaftale.
Flere politikere har været ude med skarp kritik efter historien om, at de tre store partier ville lave en ny aftale, kom frem.
Her kan du få et overblik over, hvad aftalen ville betyde for politikerne i Randers.