Bakterier får hård modstand
Region og kommune ansætter hygiejnesygeplejersker
Aarhus Kommune og Region Midtjylland er nu gået sammen for at bekæmpe bakterier.
De har ansat tre nye hygiejnesygeplejersker, som skal være med til at sikre en bedre hygiejne på for eksempel plejecentre og sygehuse.
Sygeplejerskerne skal blandt andet vejlede de ansatte i Aarhus Kommune om, hvordan de kan være med til at mindske risikoen for smitte.
- Det bliver alt lige fra at lave skriftlige vejledninger, undervise og til at komme ud i kommunens institutioner og vejlede med de små praktiske detaljer, siger professor Svend Ellermann-Eriksen, ledende overlæge på Klinisk Mikrobiologisk Afdeling, til JP Aarhus.
Sygeplejerskerne vil have base på Aarhus Universitetshospital i Skejby, hvor den ene af sygeplejerskerne vil have særligt fokus på multiresistente bakterier.
Region Midtjylland har afsat en millioner kroner til de tre sygeplejersker.
Ifølge tal fra Rådet for Bedre Hygiejne vurderes det, at der hvert år er omkring 420.000 tilfælde af infektion med diarré og opkast, som skyldes bakterier.