Bakkesangerinden Cleo er død
Den kendte sangerinde, der i sine sidste år boede på Djursland og i Odder, er død i en alder af 84 år.
Bakkesangerinden Ellen Sofie Jensen - bedre kendt som Cleo - er død, 84 år, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.
Cleo blev kendt som bramfri sangerinde på Bakkens Hvile. Visen "Zka vi zove eller hva'" gjorde hende til folkeeje via Dirch Passer-filmen "Pigen og Greven".
Cleo forlod fødebyen Aalborg i slutningen af 1940'erne for at tage arbejde i restauranterne i Kødbyen i København, men hun kom ind i showbiz i hovedstaden efter en optagelsesprøve på etablissementet Sommerlyst på Dyrehavsbakken. Hun deltog i teater, film og revyer, og gennem 1960'erne sad hun med i radioprogrammet "Spørg bare", skriver Ritzau.
Efter at have trukket sig tilbage fra scenen bosatte Cleo sig på Djursland og senere i Odder.