Flere bakker op om kampen mod havbrug: - Det er nu, vi skal vågne op

Djursland har fået en makker i kampen mod havbrug i Kattegat. Halsnæs Kommune fra Sjælland bakker op

Et havbrug er et produktionsanlæg på havet, hvori man - i Danmark - typisk opdrætter regnbueørreder under kontrollerede forhold i store flydende, cirkulære net, der er fastspændt til havbunden. Foto: Simon Læssøe - Ritzau Scanpix

- Det er nu, vi skal vågne op. Vi skal passe på vores miljø - det er super vigtigt for os alle sammen. Den her sag er så alvorlig for alle os ved kysterne - uanset om det er i Jylland eller på Sjælland.

Sådan lyder meldingen fra Anja Rosengreen (SF), viceborgmester i Halsnæs Kommune på Sjælland, til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Østjyske modstandere af havbrug i aktion på Folkemødet

Djursland har dermed fået en makker i kampen mod havebruget i Kattegat. 

Halsnæs Kommune på Sjælland bakker op 

Torsdag blev der nemlig afholdt møde om modstanden til det nye havbrug i Kattegat. 35 deltagere var mødt med repræsentanter fra Nordsjælland, Djursland og Samsø.

- Vi har koblet os på, fordi kommunerne i Djursland allerede er godt i gang. De har meget mere viden, og de har arbejdet med det her i lang tid, siger Anja Rosengreen fra Halsnæs Kommune. 

00:34

VIDEO: Hør Anja Rosengreen fortæller, hvorfor Halsnæs Kommune nu bakker Djursland op. 

Luk video

Hun vil nu kontakte og opfordre kommunerne Odsherred, Helsingør, Kalundborg og Gribskov - og overbevise byrådet i Halsnæs om, at de aktivt skal gå ind i kampen mod havbrug i Kattegat.

- Vi er alle fælles om havet, og vi skal danne et stærkt netværk. Jeg håber, at vi kan stå flere sammen. Derfor vil jeg nu henvende mig til de involverede kommuner i Nordsjælland for at få dem med i modstanden mod havbrugene, siger hun. 

Reepark bakker op 

Mødet blev afholdt i ReePark på Djursland, og det er ikke helt tilfældigt. I spidsen for initiativet står nemlig blandt andet Jesper Stagegaard, der er direktør for ReePark. 

- Vi gør det her, fordi miljø i det hele taget interesserer os. Det, der kendetegner Djursland, er jo kysterne og det klare vand, og det er det, vi ved, at vores gæster og turister i området finder attraktivt. Så derfor interesserer havmiljøet os selvfølgelig også, siger han. 

00:35

VIDEO: Jesper Stagegaard fra Reepark er både bekymret for miljøet og forretningen, hvis der kommer et havbrug i Kattegat. 

Luk video

Men det er ikke kun forretningen, som Jesper Stagegaard er bekymret for. 

- Jeg siger ikke nødvendigvis, at det er en dårlig ide at producere fisk. Det kan der nemlig være rigtig mange gode argumenter for, men måden man gør det på, den skal i hver fald være bæredygtig, og det er det absolut vigtigste.

Postivt med mere opbakning 

Havbrug har gennem flere år været omdrejningspunkt for en betændt debat, der primært handler om forurening i de danske farvande.

Derfor glæder det også borgmesteren i Norddjurs Kommune, Jan Petersen (S), at flere nu bakker op. 

Det vil betyde noget for vores potentiale. Vi kan risikere, at det går udover turisme og rekreative ting, og det vil være et stort problem for Djursland og Anholt.

Jan Petersen (S), borgmester, Norddjurs Kommune 

- Det er meget positivt. Jo flere der interesserer sig for, hvad der kan ske på havet, jo stærkere står vi, siger han til TV2 ØSTJYLLAND. 

Han frygter nemlig ligesom Jesper Stagegaard, at havbruget kan få betydning for turismen og naturen, og i sidste ende kommunens økonomi. 

- Det vil betyde noget for vores potentiale. Vi kan risikere, at det går udover turisme og rekreative ting, og det vil være et stort problem for Djursland og Anholt, siger Jan Petersen. 

Læs også Turistchef advarer mod havbrug: Frygter turisterne fravælger Djursland

HVAD ER ET HAVBRUG?

  • Et havbrug er et produktionsanlæg på havet, hvori man kan opdrætte fisk under kontrollerede forhold. Det foregår i flydende cirkulære net, der er fastspændt til havbunden.
     
  • For forståelsens skyld kan man sammenligne et havbrug med landmandens landbrug.
     
  • I Danmark er der lige nu 19 havbrug, hvor det primært er regnbueørreder, der opdrættes.
     
  • I 2016 blev der produceret 10.117 tons regnbueørred og guldørred i de danske havbrug.
     
  • Produktionsperioden er på syv til ni måneder, der løber fra april til oktober/november.
     
  • Produktionen er baseret på 600-1000 gram ørreder, som sættes ud i havbrugene, hvor de opnår en størrelse på cirka 2-4 kilo.
     
  • Havbrug hører under de såkaldte listevirksomheder - dvs. forurenende virksomheder - og derfor skal de miljøgodkendes, før de må anlægges.


Kilde: Miljøstyrelsen